Historien om LinkedIn-fænomenet Giovanni Nieses karriereskift er et skoleeksempel på vellykket personlig branding. Men det er også en fortælling om angst, mod og autenticitet. Om at ”pay it forward” – og om at elske sine fejl og sine kritikere.
Af: Bjørn Voldbjerg Sørensen
Er du en af de over 2 millioner danskere, der har en profil på LinkedIn, så er der stor sandsynlighed for, at Giovanni Niese er dukket op i dit nyhedsfeed på et tidspunkt. Den 40-årige konsulent er formentlig en af de danske profiler på LinkedIn, der har størst organisk reach på sine opslag. Det betyder, at hans opslag når ud til rigtig mange LinkedIn-brugere.
Man kunne tro, at én af de åbenlyse årsager til Giovanni Nieses store rækkevidde på LinkedIn er hans antal af følgere og forbindelser, der på blot halvandet år er vokset fra et ”normalt” leje på omkring 500 til over 8000 i skrivende stund.
Men ifølge Giovanni Niese er det i høj grad den type af opslag og content, som han poster på LinkedIn, der er den væsentligste del af forklaringen. Det inviterer nemlig til kommentarer, videredelinger og tagging af andre LinkedIn-brugere. Den slags sociale interaktioner kan LinkedIns algoritme rigtig godt lide.
– Jeg har næsten begået alle de fejl, man kan begå på LinkedIn – som f.eks. at dele interessante, faglige artikler eller memes med underfundige citater, uden at give mit besyv på, hvorfor det var en interessant artikel, eller invitere til debat. Det gav da lidt likes, men det opbyggede jo ikke relationer mellem mig og mine forbindelser. Det content jeg delte, underbyggede ikke mit personlige brand – det var hverken unikt eller autentisk. Det gjorde, at jeg ikke skilte mig ud. Der var intet, der viste mig som person, siger Giovanni Niese.
Fra TDC-sælger til trælastchef
Der er sket en del med Giovanni Nieses tilgang til LinkedIn, siden han startede med at bruge mediet. Det gjorde han for alvor i december 2016, hvor han var blevet ledig.
Men for at forstå Giovanni Nieses rejse med personlig branding og karrierekursskifte, skal vi længere tilbage. Tilbage til hans oprindelige karrierevej inden for salg og salgsledelse. Blandt andet i TDC og i SE-koncernen.
– Jeg var lige blevet far, da mit job flyttede fra Sønderborg, hvor jeg bor, til Esbjerg. Så jeg besluttede mig for at prøve noget nyt. Jeg havde siddet på en kontorstol i mange år, så jeg trængte til at bruge min krop. Samtidig har jeg altid været glad for at prøve noget utraditionelt, så jeg søgte og fik stillingen som trælastchef hos Jem & Fix i Sønderborg, fortæller Giovanni Niese.
Han trivedes med udfordringerne som trælastchef lige ind til den dag i efteråret 2016, hvor et hegn væltede ned over ham og han pådrog sig en større knæskade.
– Jeg kunne se frem til en større operation, hvis ikke jeg stoppede og skånede mit knæ, siger Giovanni Niese, der derfor stoppede i Jem & Fix i december 2016.
Slugte alt om LinkedIn
De følgende måneder gik Giovanni Niese ledig.
– Jeg havde hørt, at man kunne bruge LinkedIn til at lande et nyt job. Så jeg besluttede mig for at lære alt, hvad der var at lære om LinkedIn. I 3-4 måneder brugte jeg 3-4 timer hver dag på at sætte mig ind i, hvordan LinkedIn fungerer – og hvad der fungerer. Jeg googlede, lyttede til podcasts, så YouTube og connectede med LinkedIn-eksperter fra udlandet, hvor de er meget længere fremme. På den måde sugede jeg al den nyeste viden til mig, siger Giovanni Niese.
I sin jobjagt valgte han at vise sin personlighed på LinkedIn fremfor sin faglighed og sine resultater, som de fleste ellers hælder til. Med ærlige videoblogs, personlige holdninger og oplevelser vakte han LinkedIn-netværkets interesse. Og ved at være generøs med sin egen rådgivning og opfordre alle LinkedIn-brugere til at connecte med ham, begyndte hans netværk at vokse.
– Det var hér, folk sprang på, husker Giovanni Niese.
– Jeg tror, folk begyndte at følge med, fordi de kunne relatere til mig som person – ikke bare en titel. De kunne lære af de fejl, jeg gjorde og følge min rejse, siger Giovanni Niese.
Algoritme-eksperimenter
Giovanni Nieses hæsblæsende rejse på LinkedIn har indtil videre skaffet ham et nyt job som jobkonsulent i en privat kompetenceudviklingsvirksomhed, en spirende forretning som foredragsholder – og et personligt brand som LinkedIn-ekspert og ”ham der bruger LinkedIn utraditionelt”.
En af de ting Giovanni Niese er kendt for på LinkedIn, er hans opslag, hvor han beder sit netværk om at teste forskellige funktioner som likes, tagging, kommentarer og delinger. Formålet er at afdække nogle af hemmelighederne bag LinkedIn-algoritmens præferencer og finde ud af, hvad der virker bedst – og hvornår.
– Dét der er afgørende for, om LinkedIns algoritme griber fat i et opslag og lader det gå viralt, er den sociale interaktion i den første time, efter et opslag er publiceret. Er der ingen eller kun lidt interaktion den første time, får opslaget en lille reach og bliver til en såkaldt dead post, forklarer Giovanni Niese.
Content is King – men værdiløst uden reach
Giovanni Niese møder af og til kritik for sit fokus på distribution og reach på LinkedIn. For det er jo det gode, værdiskabende indhold – contentet, der er det vigtigste, ikke?
– Jeg er enig i, at Content is King, som man siger. Men uden distribution er det værdiløst. Det svarer lidt til, at jeg står på en afsides ø og har opdaget kuren mod kræft. Dét må betragtes som yderst vigtigt content. Men hvad hjælper det, hvis der ikke er nogen, jeg kan dele mit content med, og dermed ved, at jeg har fundet kuren mod kræft, spørger Giovanni Niese og udbygger eksemplet:
– Lad os forestille os, at vi er 100 mennesker spredt på øen, og der er én person, som har en mobiltelefon. Udfordringen er, at jeg ikke ved, hvem eller hvor vedkommende er. Jeg kan vælge flere strategier for at finde vedkommende: Jeg kan finde det højeste bjerg på øen og kalde højt efter den person i forhåbning om, at nogen hører mig og dermed spreder budskabet, indtil vi rammer ham, der har mobilen, siger Giovanni Niese.
– Jeg kunne også forsøge at finde nogle af de andre 100 mennesker på øen, danne et netværk med dem, fortælle dem om kuren, og så bede dem finkæmme øen, indtil vi finder telefonen, så vi kan sprede budskabet til omverdenen, siger han.
Giovanni Nieses pointe er, at han gerne eksperimenterer med sit content og måderne at distribuere det på.
– Mit formål er at ramme så stort et antal mennesker som overhovedet muligt. For i mine øjne er alle mennesker ”de rigtige mennesker”. Alle kan bidrage med noget af værdi for mig, og derfor er din titel ikke vigtigt for mig. Det er dig som menneske og individ, der betyder noget for mig, siger Giovanni Niese.
P.t. får Giovanni Nieses indlæg 60.000+ visninger i snit og over de seneste 12 måneder har han samlet fået over 6 millioner visninger på sit indhold.
– Det er jeg naturligvis stolt af, siger Giovanni Niese.
Selvredaktion
Når man har så mange forbindelser og følgere som Giovanni Niese har på LinkedIn, er han helt på det rene med, at man skal være sin egen strengeste redaktør, når det kommer til at udvælge og publicere sit content.
– Jeg vil gerne hjælpe og berige mit netværk – ikke forstyrre dem. Det er endnu ikke muligt for personlige profiler på LinkedIn at målrette opslag om bestemte emner til bestemte segmenter og målgrupper blandt sine forbindelser. I stedet gør jeg noget andet: Hvis mit opslag fx handler om iværksætteri, så spørger jeg nogle iværksættere i mit netværk, om de vil kommentere eller dele opslaget. På den måde forsøger jeg at ramme relevante målgrupper, siger Giovanni Niese.
LinkedIn er dog på vej med en ny funktionalitet, som gør det nemmere netop at ramme den eller de målgrupper, som man ønsker.
Selvstændig og ansat
På kun ét år har Giovanni Niese opbygget et personligt brand på LinkedIn med så meget netværkskapital, at det både har hjulpet ham selv og hans nye arbejdsgiver LSP Livsstil og Sundhedsplanlægning.
– Jeg er ansat 100% hos LSP. Halvdelen af tiden passer jeg mit arbejde som jobkonsulent, og den anden halvdel bruger jeg på LinkedIn, som om jeg var selvstændig erhvervsdrivende. Her har jeg de seneste tre måneder holdt omkring 20 foredrag om LinkedIn. Og nu er jeg et sted, hvor mit personlige brand også trækker kunder til min arbejdsgiver, siger Giovanni Niese.
Han er ikke selektiv med, hvem han accepterer i sin netværk, for i hans øjne har alle mennesker en værdi. Han sender selv enkelte kontakt anmodninger af sted og rundede 2500 forbindelser i efteråret 2017.
– Herefter begyndte det virkelig at gå stærkt med omkring 50 nye kontaktanmodninger til mig hver dag. Jeg begyndte at miste føling med mine forbindelser og vidste, at jeg måtte lave mig et system, så jeg kunne strukturere mit store netværk, for at bevare de tætte relationer, siger Giovanni Niese, der regner med at have 10.000 forbindelser, inden 2018 er omme.
Pay it forward
Det er dog på ingen måde ønsket om at få mange forbindelser og følgere, der driver Giovanni Niese.
– Hvad nytte har man af et stort netværk, hvis man kun bruger det til egoistisk selvpromovering? Jeg vil da meget hellere aktivere mit netværk til at hjælpe andre videre til et nyt job eller til at få hul igennem som iværksætter. Det giver mig en utrolig glæde at kunne hjælpe andre. Jeg tror meget på pay it forward tilgangen. Dem, der har muligheden for at hjælpe andre, har også en forpligtelse til det. Jeg har muligheden nu, men måske er det mig, der har brug for hjælp om fem år, siger Giovanni Niese.
For at forstå Giovanni Nieses motivation for at hjælpe andre, skal vi tilbage til hans barndom og ungdom. Tilbage til dengang den 12-årige kurder kom til Danmark og København. Med krigstraumer og PTSD i bagagen. Her havde han selv brug for hjælp. At der var nogen, der rakte ud til ham.
– Jeg var småkriminel og jeg havde en udtalt mistillid til autoriteter og andre mennesker. Men der var én person, der reddede mig. Det var min folkeskolelærer i 7. klasse. Han viste mig, at der var en vej ud af angsten og frygten. At jeg skulle bruge min hjerne i stedet, fortæller Giovanni Niese.
Det har han så gjort lige siden. Giovanni Niese læste medicin i tre år på SDU i Odense, hvor han også mødte sin kone.
Men medicinstudiet var ikke hans rette hylde. Det blev Sønderborg til gengæld. Her kom hans kone fra og her har Giovanni og hans familie nu boet i 19 år.
Hvad fremtiden bringer tør han ikke spå om.
– Det går ret stærkt lige nu. Og jeg har mange nye aftaler og projekter i gang. Men én ting er sikkert: Jeg vil hele tiden blive ved med at klatre opad – og trække andre med op, slutter Giovanni Niese.
Giovanni Nieses 3 bedste råd til personlig branding på LinkedIn
- Lad være med at lytte til råd. Der findes mange ”skoler” og opfattelser af, hvad der er den rigtige adfærd på LinkedIn. Gør dine egne erfaringer. Prøv dig frem, lær af dine fejl – ja, elsk dem – og justér dit content efterfølgende.
- Vær reflekterende i din tilgang. Vær ikke bange for kritikere eller trolls. Lyt til dine kritikere og mød dem med nysgerrighed og høflighed.
- Vis personlighed, autenticitet og følelser. Det giver interaktion. Vi relaterer til hinanden som mennesker – ikke som titler.
Del gerne indlægget - vælg platform!
KommunikationsCamperen rykker ud i hele landet
KommunikationsCamperen rykker ud i hele landet 2. januar 2024 starter KommunikationsCamperen op igen! Fra denne dato er jeg klar til med kort varsel at rykke ud til kommuner, regioner, styrelser mm. i
Havde verden været en anden
Havde verden været en anden Af: Bjørn Voldbjerg Sørensen I dag er det 80 år siden, en enkeltstående begivenhed under Anden Verdenskrig faldt ud på præcis en sådan måde, at den kan
Verdensmålswashing – en pin med spin
Verdensmålswashing - en pin med spin En ny PR-bølge skyller ind over danske virksomheder, offentlige instanser og politikere. Du kan se den i reversen på mangt et jakkesæt – både på ministre i
Fra trælastchef til LinkedIn-ekspert på ét år
Historien om LinkedIn-fænomenet Giovanni Nieses karriereskift er et skoleeksempel på vellykket personlig branding. Men det er også en fortælling om angst, mod og autenticitet. Om at ”pay it forward” – og om at
Kom i medierne og få nye kunder i din forretning
Presseomtale af din virksomhed er en hurtig og effektiv genvej til at få nye kunder. Især hvis din historie bliver bragt i de medier, som dine potentielle kunder følger med i. Måske tænker
Jeg gæsteblogger på danskekommuner.dk
Jeg har fået æren af at være gæsteblogger på Nyhedsmagasinet Danske Kommuners hjemmeside. Her har jeg fået et hjørne, der hedder Guldkanten kalder, kræver og kappes. Her blogger jeg om våbnene i kommunernes